Feng Shui

Video: To enkle Feng Shui tips til mere energi

Ønsker du mere glæde, kærlighed, velvære og overflod i dit liv?

Det er du ikke alene om :-)

Den her tid, de her år, 2012 og den nye tidsånd; det hele handler om at finde kontakt til din indre spirituelle kerne. Måske kalder du det noget andet – måske søger du bare glæde, dybere mening eller indre ro? 

Din spirituelle kerne ER ro, ER glæde, ER kærlighed, ER overskud. 

Har du svært ved at finde den der ro, det der overskud og den der indre glæde? Så kan det være en hjælp at starte i det ydre og få øje på de områder, hvor du forvirrer dig selv, de områder som larmer og støjer og tager dit fokus væk fra din indre spirituelle kerne.

På den her video taler jeg lidt mere om det med  at finde det, som støjer i hverdagen. Du får to enkle Feng Shui tips, som jeg håber kan inspirere dig til større klarhed og frisk energi i praksis.

 

  1. Kig på, hvad der kommer ind i huset, som f.eks.  reklamer og ting du køber men ikke rigtig har brug for. Stop indstrømning af ting, du ikke har brug for eller finder glæde ved. 
  2. Skab orden i køkken og spiserum – lav en lille oprydning og skab plads til familiens næring og ro.

Ny Feng Shui farve i vores soveværelse

Mit hus er så stort, at vi kan flytte rundt inde i det.

Det gør vi ind imellem, når familiens behov ændrer sig og nye muligheder åbner sig.

I sidste uge skete det igen. Omflytning og nytænkning meldte sig på banen.

Jeg har længe, længe ønsket mig et større kursuslokale under eget tag. Jeg har også ønsket mig et mindre soveværelse.

Vores ældste hjemmeboende søn er på efterskole og  er her faktisk kun et par weekender om måneden. Vi har lige besluttet, at han skal på IT College efter 9. klasse og dermed flytter han mere eller mindre hjemmefra, så  han var med på at få et lidt mindre værelse.

Så  nu bor Thomas i mit tidligere sessionrum – og Torben og jeg har så soveværelse i det større værelse på 1. sal.

Ta-daa, hele omflytningen åbnede for, at det store, lækre og lyse rum med helt nyt trægulv, som vender ud mod haven, nu bliver mit kursus- og session lokale. Men det er en anden historie.

Det nye soveværelse – hvilken farve skal det nu have??

soveværelse før maling

Det rum, som nu er blevet soveværelse, har været to mindre værelser til drengene. Thomas overtog det i sommerferien og vi rev skillevæggen ned,  men vi nåede aldrig at få malet det. før han tog på efterskole.

Nu er det tid til at finde malergrejet frem, for væggene har stadig to forskellige farver, og Torben og jeg har lyst til et rigtig dejligt soveværelse.

Du tænker måske at jeg jo er Feng Shui konsulent og vel let kan finde den helt rigtige farve.

Men altså, i min verden er der ingen faste regler for farver. Når jeg arbejder for andre er det altid min intuititon, som styrer og jeg mærker, hvad der skal til i hver enkelt situation.

Når det er mig selv er det lidt sværere, jeg er nødt til at give helt, helt slip på at tro noget som helst.

Jeg overlader opgaven til min intuition, min indre Feng Shui vejleder.

I går kom svaret, jeg begyndte at se en farve for mig, og den blev ved at være der i aftes – og i morges.

Farven er en helt mørk turkis, petrol, påfuglefarvet.

Det er jeg glad for. Den farve er god til fordybelse, flow, følelsesmæssig dybde og drømme. Den vil give soveværelset en stemning af ro, fordybelse og nærvær og minde os om vores elskede hav. Jeg tror måske også, at den dybe turkise skal matces med noget guld og noget sand sammen med en lys, frisk grøn.

Jeg glæder mig – kan næsten ikke vente med at køre til farvehandleren.

Januar 2012: NU ER DEN DER og jeg er rigtig, rigtig glad.

Den dybe petrol farve giver ro og jeg har følelsen af at være i dyb kontakt med mig selv. Farven sætter også gang i drømme og indre processer. 

PS: Har du læst at spejle i soveværelset er forbudt ifølge Feng Shui? Jeg har det helt ok med spejle, så længe de befinder sig i en vinkel, hvor jeg ikke kan se mig selv i dem.

soveværelse med ny petrol farve

Soveværelse med ny petrol farve

 

 

Ryd op i energien, når du flytter

I december blev jeg kontaktet af Lena, som virkelig havde det svært med at falde til i sin nye lejlighed.

Hun var flyttet ind med sin lille søn nogle måneder tidligere, men var slet ikke kommet på plads og følte sig bare ikke hjemme.

Vi blev enige om en kombineret Feng Shui og Space Clearing konsultation. Lena mente, at de tidligere beboere måske havde haft nogle følelsesmæssige problemer, og at der derfor trængte til en oprydning i energien i lejligheden.

Jeg blev mødt af en smilende kvinde, som også virkede lidt træt og stresset. Hendes søn var i dagpleje i den anden ende af byen og hun fortalte, at de fleste dage nåede hun slet ikke hjem, når drengen var afleveret, men fik tiden til at gå inde i byen. Havde bare ikke lyst til at være hjemme.

Space Clearing var tiltrængt

Lejligheden var i to plan med en trappe til to værelser på 1. sal. Jeg havde ikke fået så meget at vide om de konkrete omstændigheder omkring de tidligere beboere, men vidste bare at der var noget galt.

Efter en kort snak følte jeg mig trukket op på første sal. Jeg følte med det samme et stærkt ubehag, som en kvælningsfornemmelse og en form for frygt eller tyngde. En tydelig energi, som ikke var behagelig.

Lena bekræftede min fornemmelse og så lettet ud. Hun var ikke den eneste, som fornemmede energien. Hun fortalte så lidt mere om det, der var foregået, og jeg blev i den grad bekræftet i, at der trængte til en Space Clearing. Frygt, fysiske overgreb og traumatiske hændelser på flere områder havde præget stedet.

Selve clearingen foregår ved at jeg sidder med lukkede øjne og arbejder inde i mig selv med energien. Renser på flere måder, kontakter engle og devaer og sender lys ind i hele strukturen. Jeg bruger også min balinesiske klokke, røgelse og lyd.

Det lyder måske lidt mærkeligt. Men alt omring os og i os er forbundet,  og de klare intentioner og det indre arbejde har en helt reel virkning på, hvordan der føles på et sted.

Lena syns allerede, det føltes bedre at være der.

Efter Space Clearing seancen kunne vi gennemgå lejligheden og få en masse gode Feng Shui ideer til, hvordan indretningen bliver optimal. Det var langt lettere nu hvor vi ikke skulle kæmpe med enegien fra fortidens frygt og vrede fra andre menneskers liv.

Lena skrev til mig nogle uger senere:

“Space clearingen har helt klart gjort en kæmpe forskel for os. Jeg har lyst til at være i min lejlighed og føler mig efterhånden ganske godt hjemme her :-) .

Der sker langsomt fremskridt i forhold til de ting vi fandt frem til og det er en stor tilfredsstillelse at vide at de ting der bliver investeret i, altsammen har det formål at skabe et bedre liv for os på alle områder. Mit soveværelse er næsten færdig, og farven på væggen er blevet rigtig god.

Der er kommet meget mere harmoni i stuen efter dine forslag med at stille møblerne anderledes -faktisk ændrede energien sig med det samme og nu er det bare et rart sted at opholde sig.

Jeg er dig evigt taknemmelig :-)

Hvordan får jeg råd til en konsultation?

Jeg fik dette spørgsmål:

Hvordan får jeg råd til en konsultation? Når det lige præcis er en stor del af kernen i mit liv – at økonomien er et område, hvor der er plads til fokus og vækst?!

mange hilsner Kristina


Kære Kristina

Det er jo umiddelbart et dilemma.

Du kan f.eks. starte med at beslutte dig for at det er tid at få hjælp – altså en Feng Shui konsultation. Du kan godt beslutte det selv om du ikke har pengene, for du skaber selv din fremtid.

Det at du ikke syns du har råd til det lige nu er måske fordi du har gamle overbevisninger, som har fået dig til at tro at du IKKE har penge nok. Så hvis du tager en ny beslutning tager det måske  noget tid inden du så rent faktisk kan ændre det hele i praksis. Men det kommer.

Manifestation

Skriv dit ønske på en seddel eller tegn det. Lav en  en konvolut som du dekorerer med symbol på velstand og støtte og læg dit ønske i den. Læg kuverten i det bageste venstre rum i din bolig eller den bageste venstre del af stue eller soveværelse. Det er velstandsområdet. Sig tak og mærk at dit ønske allerede er opfyldt på energiplanet.

Håber det kan inspirere dig.

Godt nytår

Terrassedøren – endnu et mirakel

Jeg har da vist glemt at fortælle fortsættelsen af historien om vores nye terrassedør.

I juli skrev jeg om, at vi endelig er kommet til det med at få udskiftet det gamle vindue i spisestuen og sat en rigtig terrassedør i, så vi kan komme ud om sommeren og have godt lys hele året.

Jeg kom til at bestille den forkerte sprossetype og opdagede det for sent.

Du kan læse historien her: http://joyfulliving.dk/2010/07/en-katastrofal-fejltagelse-og-tilgivelse/

Det var en lærerig fejltagelse og god mulighed for at give slip på selvkritik og bare nyde, at vi faktisk har fået døren indkøbt.

Nu er den også malet og sat i. Det er skønt.

Jeg kan gå lige ud i solen, og der er stadig dejligt på lune dage. Den nye pergola er bedre end jeg havde forestillet mig. Den giver et smukt tag og lukker alligevel lyset ind.

Vores hus har fået en kæmpe forbedring den her sommer og sprossetykkelsen er en detalje. Og nu ved jeg, at det er en god ide at dobbelttjekke sin bestilling og spørge om de dummeste ting inden en ordre godkendes, når nu det er noget som ikke lige kan byttes :-)

Det giver os et kæmpe løft med det nye. Jeg ser næsten frem til vinteren, hvor jeg kan hænge fuglefoder i peroglaen og sætte lanterner ud på terrassen – og se det hele inde fra køkkenet.

Glæde i hverdagen. God Feng Shui. God energi.

Hvor hænger jeg børnenes tegninger?

Baguakort - børn og kreativitetHvis du har børn i børnehave og de mindre klasser i skolen har du sikkert også en større samling af tegninger, malerier og andre kreative unika, som dit barn har fremstillet med megen omhu og indlevelse.

I Feng Shui baguakortet – som viser sammenhængen mellem din boligs grundplan og dit liv – er der et helt område, som er tilegnet det kreative og det barnlige, legende og uskyldige.


Du finder området for børn og kreativitet i venstre side i midten, hvis du deler din bolig op i ni felter og kigger fra hoveddøren.


Her kan du tænke i kreativitet. Bruge sjove, muntre og barnlige indslag i indretningen. Lave en udstilling med dine børns bedste tegninger. Eller dine egne kreative produkter. Det kan også være en samling bamser, en collage med billeder af glade unger eller bare en sjov bakke fra Ikea med fugle og blomster.


Tingene har energi. Alt har en energi, en association, en følelse, tingene får os til at tænke og føle på bestemte måder alt efter det, de udstråler.


Dit område for kreativitet og børn må gerne udstråle noget kreativt, noget barnligt, uskyldigt og legende. Det giver dig lettere tilgang til det legende aspekt i livet og kan få dig til at gå til dine projekter med lethed og eventyrlyst.

Familietricks – om indretning og børn


Børn er super sensitive overfor energi. De mærker meget mere end de fleste lige er opmærksomme på.

Indtil skolealderen er ungerne ekstra påvirkelige og det er al mulig grund til at indrette deres værelser med bevidsthed om den store effekt, som farver, materialer, rod/orden og billeder/symboler har på ungernes sind.

Jeg har skrevet en ny artikel om, hvordan du støtter dine børn gennem indretningen.

Du kan læse den på Familietricks.com.

Fornyet kærlighedsområde

Har du fulgt med i min historie om vores bagua-område for kærlighed og partnerskab?

Hvis ikke kan jeg kort fortælle, at området, som er det bageste højre område af grundplanen, ligger uden for huset foran  køkkenet. Det har i flere år været på “venteliste” i forhold til indretning. Man kan nemlig indrette haven såvel som huset. Du kan læse begyndelsen af historien her: http://joyfulliving.dk/2010/04/bagua-praksis/ og fortsættelsen fra juni måned her: http://joyfulliving.dk/2010/06/bagua-kortet-og-kærligheden-episode-2/


Jeg kan slet ikke kende hverken bedet, haven eller vores forhold, når jeg læser, hvordan vi havde det i april.


Nu er det hele ved at være på plads og  jeg kan kigge ud på en smuk, enkel og fornyet have, når jeg arbejder i køkkenet. Vi har fundet en ny ro sammen, Torben og jeg, og vi er sandelig kommet videre fra forårets følelse af stilstand.

Jeg er glad. Ser faktisk frem til vinteren på den måde, at jeg kan nyde synet af den nye stenhave hele året rundt og det bliver let at sætte dekoration ud, som passer til årstiden. Krukker, lys, figurer og stedsegrønt.

Processen har været lang, det har taget hele sommeren at komme hertil. Vi har også ændret andre ting i haven, det hele hænger jo sammen og fornyelsen var helt nødvendig. Alternativet var at flytte eller bare miste energi.

Så selv om vi har arbejdet intensivt og længe og selv om det ind imellem var fristende bare at tage til stranden i stedet for at gå videre, så har vi gennemført hele projektet. Det giver et super dejligt udgangspunkt nu, hvor hverdagen igen kører med skole, kunder og klienter.

Det er helt sikkert indsatsen værd at forny sit hjem. Energien kommer igen tusind gange.

Døre symboliserer overgange

Nu har jeg skrevet om vores nye døre flere gange. Men hvad er det med de døre? Hvorfor syns jeg det er så fantastisk?

En dør er en overgang mellem to verdener. Når du går ud af din hoveddør går du fra hjemmets trygge verden og ud i det offentlige rum. Måske skal du lige igennem din forhave, men denne er tit også synlig fra vejen og dermed delvis offentlig. Derfor er hoveddøren også meget vigtig i Feng Shui og du skal helst bruge den hver dag.

Døre mellem rum i huset adskiller også forskellige energier, funktioner og stemninger. For en teenager er døren til værelset nok den vigtigste dør i hverdagen. For forældrene kan det være døren til soveværelset, hvor der er et rum til det helt nære forhold.

I det indre symboliserer døre også overgange. Tænk på døren i eventyret om heksen og garderobeskabet, hvor børnene træder ind i den fortryllede verden. Indre døre kan også være overgange til nye tilstande, nye erfaringer eller indvielser på det spirituelle plan.

I mit liv symboliserer den nye hoveddør starten på en mere udadvendt periode. De sidste 12 år har jeg været meget fokuseret på børnene og på at bygge vores hus om, så rammerne giver os det bedste udgangspunkt i hverdagen.

Nu er ungerne ved at være store og jeg er klar til at åbne døren for nye udfordringer, både i min karriere og personligt. Torben skal også i gang med en ny epoke og starter på meritlæreruddannelsen i næste uge.

Så døren er ikke bare en dør, det er symbol på overgangen til et mere udadvendt liv.

Vi får også den helt nye terrassedør så vi kan gå direkte ud under pergolaen. Denne dør giver nem adgang til haven, til naturen og til den friske luft. Den bliver også et udkigssted fra køkkenet om vinteren og et sted jeg kan  hænge lamper, krukker og fuglefoder i hele den mørke tid. Så denne dør giver glæde hver eneste dag hele året. Skønt. En dør ud til min elskede have.

Så maler jeg de nye døre…..


Vores nye døre er ankommet. Med de gammeldags brede sprosser, der var ikke noget at gøre ved min fejltagelse ved bestillingen. Men altså, det går nok og de er flotte og jeg GLÆDER MIG til at Torben skal sætte dem i, forhåbentlig i næste uge.

Lige nu maler jeg dem. Maler og maler og maler, 2o sprosser på hver terrassedør og så lige hoveddøren. Det tager en hel dag at male dem to gange, det skal have fire gange i alt inkl. grunder og der er jo lige to sider på hver del.

Jeg kan heldigvis godt lide at male. Og vil ikke gå på kompromis og købe dem færdigmalede, kvaliteten vil sikkert ikke være god nok og farvene ikke de rigtige. Jeg bruger altid den bedste maling……….. her skal der ikke spares.

Hoveddøren bliver rød, rødt giver aktivitet og energi og rødt byder velkommen med varme. Vi bor på landet for enden af en blind vej, og den røde farve skal hjælpe os med at få gang i forbindelsen med verden, tiltrække gode muligheder, forbindelser og oplevelser.





Tilmeld dig nyhedsmails her og få min gratis e-bog
Guide til et autentisk liv

Magisk Feng Shui forløb

Jeg starter et helt unikt Feng Shui forløb op 1. marts 2012.

Forløbet er et online kursusforløb over 9 måneder – en proces som vil forvandle dit liv og gøre dig parat til den nye 2012 energi og give dig redskaber, som du kan bruge resten af dit liv - og kontakt til ligesindede undervejs.

SKAL DU MED? Få mere info her

Sådan elsker du dit rod

Digitalt kursus: Sådan elsker du dit rod og forvandler det til overskud

Et kærligt Feng Shui oprydningskusus, som du kan bruge hjemme hos dig selv.

Køb kurset med introduktionsrabat og spar 150 kr inden 15. februar.

Meditationsmusik

Deep Inner Tones of the Soul - Torben Nielsen

Deep Inner Tones of the Soul - Torben Nielsen. Køb som download eller fysisk CD

Hørte du Torbens musik i TV2 programmet "Ugen hvor kvinderne byttede mænd"?