Spise med Price – fordomme og livsglæde?
En af mine yndlingsaversioner i denne tid er madprogrammet “Spise med Price.”
Første gang jeg tilfældigvis kom forbi programmet, måtte jeg slukke igen. De to herrer var simpelthen for grænseoverskridende med masser af svinekød, fedt, smør, sukker og deslige i køkkenet- og en snes kilo for meget på sidebenene.
Langt, langt fra den slags mad som min krop syns er godt. Jeg bliver ganske enkelt i dårligt humør, træt og ked af det, hvis jeg konsumerer større mængder af sukker og animalsk fedstof ad gangen.
Jeg blev fodret med spinat, jordbær og gulerødder som barn, fik først slik da jeg var 5 år og kastede det straks op igen….. tror at den super sunde mad har lavet en slags sti i mit system, så jeg kun kan fordøje den slags.
Det er jo godt nok. Altså at have sans for sund kost. Det er med til at holde mig ung og sund, det er jeg sikker på.
Men mine fordomme mht mad kom da godt nok frem i lyset gennem Price brødrene. Faktisk vidste jeg ikke, at jeg kunne reagere sådan. Ser det som et tegn på, at noget i mig vil frem i lyset. En side af mig elsker jo også kager, chokolade og lækre bøffer.
Nu ser jeg brødrene hver uge. Og har opdaget en af de super skønne sider ved det, de laver. De elsker at lave mad, de nyder det vilde og fede og søde, de har det mega sjovt undervejs og hygger sig sammen omkring gryderne. Og så har de humor og selvironi så det basker.
Jeg vil tage det til mig. Prøve lidt grænser af og rykke lidt ved det med det sunde. Ikke gå i den anden grøft, det kan min krop vist ikke klare, men bare spise lidt mere af det der fede og søde og hyggelige ind imellem. Har en fornemmelse af, at mit indre barn godt nok har været sundt og spist alt det gode, men hun har nok ikke fået lov til andet – og forbud kan jo godt skabe modstand og ubevidste ønsker.
Ikke fordi jeg kun spiser super sundt – jeg kan da sagtens guffe en hjemmebagt kage og lidt ekstra sovs, men der er noget med det med maden som skal udfordres og prøves af.
Det er vist nok videnskabeligt bevist, men i hvert fald et faktum, at jo gladere du, er jo længere lever du. Jo mere du nyder livet, jo sundere vil du blive. Det handler om balance.
Så hellere spise en stor bøf og chokolademousse og is med stor fornøjelse end spise alle de sunde smoothies og gulerødder og grovbrød med fornuften men uden nydelse. Eller med tvang og trusler, som jeg vist var ude for som barn. mine egne børn elsker jo også is og pizza og dessert – og de er super sunde og har sjældent en sygedag.
Livsglæden vinder.



